Helene havde for længst bemærket en lumsk og udmattende sandhed: hendes hårdeste dage på ugen startede slet ikke om mandagen, men derimod om lørdagen. Lige præcis på det tidspunkt, hvor man ellers ville forvente at kunne ånde lettet op efter en opslidende arbejdsuge, spændte hendes krop sig automatisk til det yderste. For der ventede ingen afslapning, blot en uendelig række af tunge pligter.
Køleskabet gloede på hende med gabende tomme hylder. Rundt omkring i lejligheden flydte børnelegetøj, tøj, tallerkener, medicinæsker og kattemad – ikke decideret snavs i ordets rigtige forstand, men det der udmattende, uoverskuelige rod, der gør øjnene trætte og hovedet tungt. Og det hele skulle forvandles til skinnende orden på en enkelt dag, fordi der simpelthen ikke fandtes andre tidspunkter.
Helene boede i en hyggelig, men afsondret lille by uden for København, men pendlede hver eneste morgen til hovedstaden for at arbejde. En halv times tid i tætpakket tog og bus hver vej – og det blev endda betragtet som en normal pendlertid. Om aftenen sad hun ofte ugerning efter ugerning fast i de københavnske trafikpropper og var sjældent hjemme før klokken otte, fuldstændig tømt for energi.
Morgenrutinen var et sandt kapløb med tiden: at få sig selv gjort klar, vække datteren, aflevere hende i institution og nå bussen præcis kvart i otte.
Hendes mand, Thomas, arbejdede tæt på hjemmet – blot et kvarters gang væk, seks dage om ugen, men med faste tider fra ti til fem. Inden hun overhovedet nåede ud af døren, lå han og sov tungt og uforstyrret. Ud over sit arbejde og sin søvn havde han kun to faste pligter i løbet af hele ugen: at gå ud med skraldet og hente datteren klokken fem.
Hvorfor hjalp han hende i guds navn aldrig med rengøringen? – Hvad nu hvis der sker et eller andet, og jeg allerede er træt?! – plejede han at svare med et charmerende smil, fuldstændig overbevist om sin egen ufejlbarlige logik.
Efter sådanne udtalelser havde Helene undertiden lyst til at slå ham i hovedet med en tung kagerulle, men hun bed hver gang tænderne sammen og slugte sine bitre tårer.
Det eneste lille lyspunkt om lørdagen var muligheden for at sove en enkelt time længere. Derefter startede morgenmaden. Thomas, fuldt tilfreds med at blive serviceret, spurgte uskyldigt: – Skat, vil du ikke nok smøre en madpakke til mig i en beholder? Jeg skal jo på arbejde. Han troede oprigtigt på, at det var den ypperste livsnydelse for henne at stå ved komfuret fra morgenstunden. Med stramme læber fiskede Helene en plastikboks frem. Hvis der ikke var noget varmt mad tilovers, smurte hun nogle sandwiches og tilføjede en yoghurt og et æble som en “kærlig” lille dessert.
Rengøringen startede altid det samme trælse sted: vindueskarmene i stuen. Hun tørrede støv af bladene på dusinvis af stueplanter. Der var altid en ufattelig mængde støv i den lejlighed. Dengang før datteren blev født, elskede hun ellers sine planter, men nu var de blot blevet til en hadet pligt, der stjal dyrebar tid hver eneste weekend.
Efter planterne og en hurtig, simpel suppe fulgte næste prøvelse: gåturen med barnet. Den lille begyndte at klynke over, at hun ikke ville ud. Helene pressede hende stang-modvilligt i flyverdragten og slæbte det tudende barn med ud på gaden. Efter halvanden times opslidende trasken lokkede hun hende med i superofret under dække af en slikkepin, for derefter at vakle ud med to tunge indkøbsnoter. Lige ved opgangen gik det op for barnet, at turen var slut, og hun startede et voldsomt hyleri.
Efter en hurtig frokost greb Helene igen støvsugeren og moppen. I tre-fire timer rev hun sig selv rundt for at rydde op, tørre støv af alle overflader, skrubbe badeværelset og vaske tøj. Og så skulle der endda laves aftensmad. Lørdagen var sandt for dyden et helvede for hende.
Når manden vendte hjem om aftenen, kastede han sig frådende over den friske mad. Mæt og tilfreds satte han sig i sofaen med en kop te, kiggede ud over den pletfri stue og sagde som regel: – Nå, skat, du har vist haft en rigtig afslappende dag i dag, hva’? – Kalder du det her for afslapning?! – hvæsede Helene, mens hun voldsomt flåede kjolen af en Barbiedukke.
Datteren havde i mellemtal formået at smadre hele stuen igen med legetøj. – Pyt med det, i morgen skal vi slappe af! Vi kører i storcenteret eller ud og kigger på det gods… „Gud, jeg vil bare ligge ned. Lægge mig fladt ned og bare være i fred,“ tænkte Helene opgivende med lukkede øjne.
Men denne gang greb Thomas det anderledes an. Med et sky og nervøst blik mens han rørte rundt i teen, slap han en nyhed løs, der fik hendes hjerte til at stå stille: – Jeg glemte helt at sige det… Der kommer gæster i morgen i to dage. Mie og Peter fra Odense. – Hvad?! Hvem fanden?! Du skal da sige til i ugevis! – Jamen, hvis du ikke vil se dem, må de jo bo på et hotel! – forsvarede Thomas sig prompte.
Helene slog armene over kors: – De skal nok være velkomne! Men du hjælper mig med madlavningen fra i morgen tidlig! – Øh… nej, det må du klare, du er jo husmoren.
Ude i køkkenet gik det op for henne, hvor beskidt der faktisk var overalt – fedtpletter på skabene, snavsede gryder. – Thomas! Kom herud med dig med det samme! – råbte hun så højt, at katten fløj i vejret. – Se på det her rod! Hvis du vil have, at mine gæster tror, jeg er en sjuske, tager jeg af sted nu. Enten er du med til at skrubbe hele lejligheden og lave mad fra klokken seks i morgen tidlig, eller også ringer du og aflyser NU!
Han forsøgte at mumle noget om sin træthed, men hendes stålbeviste blik stoppede ham tjept. Næste morgen klokken seks stod Thomas i køkkenet med et forklæde på. Da gæsterne trådte indenfor, blev de mødt af en stærk, rolig kvinde og en mand, der endelig tog ansvar. Om aftenen bad han om fortrydelse, og for første gang i årevis endte lørdagen ikke i tårer, men i dyb, ægte samhørighed.