“Skat, på den måde bliver jeg nødt til at finde et arbejde mere, bare for at kunne brødføde dig,” grinte Mads muntert, uden at lægge mærke til hvordan Sofie pludselig blev ligbleg i ansigterne, som om hun var blevet ramt af et usynligt lyn.
Sofie lagde langsomt sin gaffel fra sig på tallerkenen, mens hendes hænder rystede let. Hun så på sin mand med et blik gennemsyret af stille, brændende vrede. “Mads, mener du det her fuldstændig alvorligt? Siger du det der til mig nu?”
Han smilede stadig, uanfægtet og afslappet. “Kom nu, slap da af, jeg bakkede bare lidt sjov! Hvorfor slår du dog sådan et ansigt op med det samme?”
“Der er godt nok ikke meget at grine af, når ens egen mand konstant insinuerer, at man bogstaveligt talt æder pengene op i vores husholdning, Mads. Bogstaveligt talt!”
Mads sukkede dybt og rullede med øjnene. “Åh Sofie, du hidser dig altid op over absolut ingenting! Man kan jo ikke engang sige en lille spøg mere, uden at du tager det ilde op. Du har fuldstændig mistet din humor.”
“Sikke en fantastisk humor! Særligt når du gentager den ti gange om dagen, uge efter uge. Ja, sikke et herligt grin!”
Mads mærkede modstræbende, at han måske var gået enende for vidt, og mumlede lidt i skægget: “Nå, for pokker da, jeg strammede den vel lidt,” indrømmede han modstræbende. “Men jeg mente det jo ikke ondt, ærlig talt.”
“Ondt eller ej, så gør det ondt på mig,” svarede Sofie med en kold stemme og rykkede sin tallerken væk.
“Sofie, nu strammer du den altså, spis nu bare din mad. Glem det jeg sagde!”
Hun svarede ikke. Hun stirrede blot stift på salaten, som hun ikke længere rørte. Mads gik irriteret ind i stuen for at se fjernsyn.
…Før i tiden var alt så anderledes. For fem år siden, på deres bryllupsdag, vejede hun kun otteogfyrre kilo. Mads bar hende over dørtrinnet dengang og lo af, at han var bange for at knække hende, så fin og slank var hun.
Men fødslen af deres søn ændrede alt. Kroppen forandrede sig, lagde tyve kilo på og føltes fremmed. Sofie hadede sit spejlbillede. Og Mads? Han lod til at vente på en anledning til at minde hende om det. Hver eneste aften fandt han en ny måde at stikke til hende på – talte kalorier højt, flyttede sukkeret væk, eller mindede hende om gamle billeder.
“Kan du huske, hvordan du så ud dengang?” spurgte han ugentligt.
Sofie forsøgte at tabe sig, men intet hjalp. Hun græd i smug på badeværelset hver morgen med sin lille notesbog fyldt med vægttal.
En uge senere samledes familien til svigermors runde fødselsdag. Under middagen rakte Sofie ud efter et stykke kartoffel mere, da Mads pludselig sagde højt: “Du burde nok begrænse dig lidt, der skal jo også være mad til de andre.”
Der blev dødsstille ved bordet. Sofie følte tårerne presse sig på, men før hun nåede at sige noget, rejste svigermor Ellen sig op med flammende øjne.
“Mads, hold din mund øjeblikkeligt! Jeg har sat dig til verden, men ikke til at ydmyge din kone foran hele familien! Hun har givet dig en søn, og så sidder du her og opfører dig sådan!”
Svigermoren forsvarede hende helhjertet, og Sofie takkede hende med tårer i øjnene, inden hun skyndte sig væk til sin mor. Hos moderen brød Sofie sammen og fortalte hele sandheden om ægteskabet.
“Hvorfor bliver du dog ved med at finde dig i det?” spurgte moderen kærligt men bestemt. “Elsker du overhovedet dig selv mere?”
Spørgsmålet ramte dybt. Da Sofie vendte hjem senere og mødte en vred Mads i entreen, der brokkede sig over episoden hos moderen, mærkede hun pludselig en dyb, iskold ro brede sig indeni. Alt var brændt ud.
Hun tog sin vielsesring af, lagde den på skænken og så ham roligt ind i øjnene. “Mads. Det her ægteskab er slut. Du har selv slået det i stykker.”