Jeg læste hans profil tre gange, før det gik op for mig, at det ikke var en joke.
“Søger en slank kvinde, max 45 år, uden børn og uden problemer. Skal have egen bolig. Ingen overvægt, ingen drama, ingen krav. Jeg er ikke interesseret i kvinder, der kun vil udnytte en mand. Jeg forventer respekt, ro og et hjem med orden.”
Han var næsten 60 år.
Og alligevel lød det, som om han ikke søgte en partner, men en servicepakke med garanti.
Jeg havde slettet alle datingapps for længe siden. Ikke fordi jeg ikke troede på kærlighed, men fordi jeg var blevet træt af illusioner.
Men min veninde sendte mig et screenshot.
— Sofie, du bliver nødt til at se det her. Det er ren comedy.
Jeg installerede appen “bare i fem minutter”.
Og i de fem minutter fandt jeg ham.
Han hed Erik.
Profilbilledet: alvorligt ansigt, krydsede arme, et blik der sagde “jeg er standarden”. Bag ham en bogreol og mørke gardiner, som om tiden havde stået stille siden 90’erne.
Jeg klikkede ind.
Læsning én gang.
Læsning to gange.
Og en tredje gang, bare for at være sikker på, at det virkelig stod der.
Og i stedet for at blive vred, blev jeg nysgerrig.
Jeg skrev først.
“God aften, Erik. Jeg har læst din profil, og jeg må sige, at jeg måske er præcis den kvinde, du leder efter. Jeg er 43 år, slank, bor alene i en ejerlejlighed i København og elsker at lave mad. Er du stadig interesseret?”
Svaret kom efter få minutter.
“Endelig en normal kvinde. Lejlighed er din egen? Og du er klar til noget seriøst?”
Han spurgte ikke om mig.
Han spurgte om ejendom.
Jeg smilede kort.
“Ja. Alt er som beskrevet.”
Og så begyndte det.
— Jeg har ikke tid til dating. Vi er ikke unge længere. Det skal være konkret. Jeg har brug for ro, mad og en kvinde, der ikke laver problemer.
Jeg lænede mig tilbage.
Han søgte ikke kærlighed.
Han søgte funktion.
— Hvad tilbyder du selv? skrev jeg.
Der kom pause.
Lang pause.
— Jeg tilbyder stabilitet. Jeg er en mand. Jeg ved, hvad jeg vil.
Det var alt.
Vi aftalte at mødes på en lille café i en sidegade i København.
“Jeg gider ikke dyre steder. Kvinder tester mænd med regningen,” skrev han.
“Bare rolig. Vi betaler hver for sig,” svarede jeg.
Han godkendte med det samme.
Mødet var dagen efter.
Jeg kom lidt før. Sad ved vinduet og så folk gå forbi. Jeg tænkte, at det her måske ikke var trist, men bare ærligt på en måde, ingen ville indrømme.
Han kom for sent.
I virkeligheden så han mere træt ud end på billederne. Samme blik. Samme vurderende udtryk.
— Sofie?
— Ja.
Han satte sig.
Kiggede på mig.
— Du ser anderledes ud end på billederne.
— Billeder lyver ikke. De udelader bare detaljer.
Han nikkede kort.
Bestilte te og et stykke kage.
— Vi betaler hver for sig, ikke?
— Ja.
Han så tilfreds ud.
Som om det var en kontrakt, han havde godkendt.
Og så begyndte han.
— Kvinder skal holde hjemmet. Mænd giver tryghed. Jeg bryder mig ikke om konflikter. Jeg vil have ro, mad og respekt.
Jeg lyttede.
Ikke af høflighed.
Af interesse.
Så spurgte jeg:
— Og hvis vi bor sammen, hvordan ser du så fordelingen af ansvar?
Han så på mig, som om spørgsmålet var mærkeligt.
— Kvinden tager sig af hjemmet.
— Og manden?
— Han er mand.
Det blev sagt uden tvivl.
Som en naturlov.
Jeg lagde skeen ned.
— Så lad mig være ærlig, Erik. Hvis nogen skal bo i mit hjem, deler vi alt. Udgifter, rengøring, madlavning, ansvar. Ingen gratis ophold.
Hans blik ændrede sig.
— Undskyld?
— Det er ret simpelt.
Han lænede sig frem.
— Det er ikke sådan normale kvinder tænker.
Jeg smilede roligt.
— Måske er det problemet.
Stilhed.
— Du er krævende, sagde han.
— Nej. Jeg er voksen.
Han rejste sig pludseligt.
— Du bliver alene.
Jeg så på ham uden at blinke.
— Hellere alene end at være bolig, køkken og omsorg i én pakke.
Han gik.
Efterlod kagen.
Jeg blev siddende.
Og for første gang den dag føltes stilheden ikke tom.
Den føltes fri.
Ikke fordi jeg havde vundet.
Men fordi jeg ikke længere forhandlede med nogen, der troede, at respekt var noget, kvinder skulle tjene.